Unge voksne

I disse år er der en tendens til at individet tildeles en meget stor grad af ansvar for eget liv. Det kan have nogle uheldige konsekvenser, fordi det ikke altid er menneskeligt muligt at stilles ansvarlig over for hvad som helst, man udsætter sig for/udsættes for. Hvis man tror, man kan drages til ansvar for alt, som ikke lykkes for én, så er der en lige vej der fra og til følelsen af fallit og skyld – følelser, som en del unge bærer på uden endnu at have redskaberne til at vriste sig fri heraf. Naturligvis kan og skal vi af og til dreje pilen mod os selv, når ting går i kludder, og naturligvis kan man sige, at vi har en opgave med at lære af vores handlinger, men det er vigtigt at ansvaret nuanceres og vi lærer at adskille, hvad som er vores eget ansvar og hvad som må tillægges andre forhold. Hvis vi kan komme overens med det, vil vi hen ad vejen føle os mindre sårbare og blive mere tilfredse med os selv og det liv, vi lever.

Unge mennesker befinder sig på flere måder i en form for mellemrum med en følelse af at stå på et skrøbeligt fundament.

Generelt kan man sige, at mange børn og unge igennem deres opvækst har været, og er, begavet med mange ting; I en del tilfælde med en særlig form for opmærksomhed, som har givet dem en forventning om, at livet er stort, åbent og i nogen grad kravfrit. Sat over for det gradvist at erkende, at kravene findes og at de faktisk er ikke så små endda (krav til faglige præstationer og uddannelse, til udseende, til social adfærd m.m.), bliver mange unge overvældede og forskrækkede, og nogle har for svært ved at finde hoved og hale i livet og i livets prioriteringer.

Andre unge har igennem deres korte liv været udsat for ganske alvorlige oplevelser – f.eks. mobning og omsorgssvigt – som blot kan gøre tidens kompleksitet endnu mere uoverskuelig.

Samtidig hermed står unge i mellemrummet mellem at være barn og voksen. De har forladt barnets mere sikre ståsted med større kontakt til voksne og med mere faste rammer i skolen og i hjemmet. Mange unge har en naturlig trang til at vise sig selv og omgivelserne (ikke mindst voksne rollemodeller som forældre), at de kan klare sig selv – og der kan være en forventning herom fra omgivelsernes side. Det betyder, at de unge, der oplever problemer som synes uoverstigelige, ofte er overladt til sig selv eller til venner, som ikke vil kunne være en tilstrækkelig støtte, i fald problemerne er for komplicerede.

Konsekvensen kan være forvirring, angst, tristhed, depression, ensomhed, spiseforstyrrelser m.m.