Et kraftigt stigende antal mennesker oplever, at de problemer som de har haft igennem det meste af livet kan forstås og forklares igennem diagnosen ADHD/ADD. Attention Deficit Hyperactivity Disorder er en neurologisk tilstand, der påvirker koncentration, impulskontrol og giver hyperaktivitet. Har man ADD er den motoriske hyperaktivitet ikke en del af det samlede symptombillede.
Betegnelsen ADHD/ADD kan give anledning til misforståelser; både fordi ordet Deficit betegner en mangel tilstand, hvor der snarere er tale om et reguleringsproblem, men også fordi diagnosen kan føre vanskeligheder med sig, som rækker langt ud over det, som de fleste forstår ved de vanskeligheder, der relaterer sig til opmærksomhed, impuls kontrol og hyperaktivitet. På den måde kan man opleve at have svært ved at se, hvordan de problemer man rent faktisk går rundt og har i sin hverdag, kan have noget med ADHD/ADD at gøre.
Har man ADHD/ADD har man en række symptomer der knytter sig til at have svært ved at regulerer koncentration, impulser og evt. aktivitet.
Hvordan disse symptomer manifestere sig, er imidlertid utrolig forskelligt fra menneske til menneske. Der er et utal af variationer og naturligvis også meget store forskelle på, hvordan det påvirker ens liv.
Når man har problemer med at kontrollere impulser og regulerer koncentration og aktivitet i bred forstand kan det generelt være svært at balancerer mange forhold i livet. Typisk svinger man i engagement imellem yderpoler, som på både godt og på ondt, kan opleves mere eller mindre intenst eller ekstremt.
Alle mennesker svinger og har pludselige indfald, men for mennesker der, har ADHD/ADD kan svingningerne og indfaldene være meget større og langt mere omsiggribende og derfor også blive en stor belastning i livet, idet konsekvenserne af en bestemt adfærd, kan trække lange spor efter sig. Mange oplever også, at problemerne kan vokse med alderen i takt med, at omverdenens krav og forventningerne til os, øges.
I min praksis møder jeg mange, der har erfaringer med gentagne sygemeldinger, stress og angst. En del oplever også, at være belastet af overtænkning, have store følelser, være meget påvirkelige, kompromisløse og med en følelse af, at være overbelastede. Andre kan have erfaringer med, at være på bagkant af livet igen og igen, hvor forsøgende på ”at tage sig sammen” mislykkes og undergraver både værd, tillid og håb. For nogen vil det være så voldsomt, at man oplever en magtes- og modløshed i et mørke, man kan have svært ved at dele med andre, hvilket kan skabe en stor distance til omverdenen.
Hvis den slags erfaringer i livet relatere sig til en underliggende ADHD/ADD kan der være en stor blandning af lettelse, sorg og vrede, i at finde ud af det.
Det kan være en stor omvæltning i livet at få en diagnose og skulle lære at forstå sig selv i et helt nyt lys. En helt ny forståelsesramme kaster meget af sig. Blandt andet kan behandlingen tilpasses nye pejlemærker ligesom der med diagnosen også følger en uskyld og forklaring, der gør, at man kan forstå sig selv i et langt mere barmhjertigt lys. Der kan være en lettelse og befrielse i det. Omvendt oplever mange også en sorg og vrede, fordi der er noget, der altid vil være en følgesvend og som man også skal lære at forstå, forholde sig til, indrette sig efter og leve med.
Får man diagnosen meget sent i livet kan man også opleve en ærgrelse og vrede over alle de år, hvor det at have følt sig misforstået har fyldt meget eller hvor meget energi måske har været brugt på en umulig, eller en forkert, kamp.
Mange med ADHD/ADD klare sig helt fint i livet. Intuitivt har de måske allerede fundet en god pasform, hvorfor de positive effekter af ADHD/ADD som eksempelvis kreativitet og opfindsomhed står mere frem og måske endda opvejer det, der kan være et besvær.
Vi har som mennesker naturligvis alle den opgave i livet, at få vores verden til at passe til os, men hvis den opgave ikke lykkes når man har ADHD/ADD, kan det have større og mere indgribende konsekvenser og påvirke den overordnede trivsel og funktionsniveauet på mere alvorlige og gennemgribende måder, hvorfor psykologisk behandling kan være relevant.
En del af den psykologiske behandling består i at forstå sig selv bedre i dette, måske nye lys og blive mere bevidst om, hvordan man påvirkes og derved også få indblik i, hvordan man kan højne sin trivsel. Hvordan man indretter sig i livet har stor indvirkning på netop trivslen og igennem mange års erfaring har jeg efterhånden forstået, at det vitterlig kun er fantasien, der sætter grænser for dette arbejde. Der er et hav af påfund, der kan være hjælpsomme og et hav af måder at leve sit liv på, men det kan være nødvendigt at finde frem til dem, igennem en udvidet indsigt og forståelse af, hvordan den enkeltes personligheds struktur, symptomer og ressourcer, er sat i kombination med hinanden.
I vurderingen af hvilken form for behandling der er brug for, er det særligt vigtigt at kigge på, hvordan det enkeltes menneskes funktionsniveau er påvirket og hvor stor lidelse, der er forbundet med de vanskeligheder man har. Behandlingen af ADHD/ADD kan være både psykologisk og medicinsk. I nogle tilfælde vil begge former for behandling være nødvendige og gå hånd i hånd.
Gry Aaberg
Tlf. 28723204
gryaaberg@gmail.com
Diakonissestiftelsen
Peter Bangs Vej 7a
2000 Frederiksberg
Rutevejledning
Privatlivspolitik
Gry Aaberg
Tlf. 28723204
gryaaberg@gmail.com
Diakonissestiftelsen
Peter Bangs Vej 7a
2000 Frederiksberg
Læs om vores
privatlivspolitik
her.
Denne hjemmeside bruger cookies for at skabe den bedste brugeroplevelse for dig.
Læs mere her.